Og panikken breder sig

Jeg er forvirret!
Dating! Hmm, bare ordet er nok til mine øre begynder at bløde! Jeg har singleveninder som dater, det lyder ikke nemt! Hvorfor er det vigtigt, hvad man vejer?? Hvordan "sælger" man bedst varen??? I gamle dage var det kontaktannoncer, ensom dame 40 år lille og buttet, det var til at forholde sig til, men nu.... Nu er det alle mulige og umulige datingsider. Møder folk ikke hinanden bare sådan mere? Jeg har hørt vilde rygter om søpølsen, et sted for enlige vist, jeg skal ALDRIG nogensinde derhen!
Det bliver ikke nemt det her... Jeg havde mødt en fyr, han var sød og sjov og kærlig, hvor fanden skal jeg møde ham igen?!
En fyr sagde til mig, hvad er det så I kvinder vil have??? Hmm, vi vil ha alt det fis, der ligger lige til højre benet, var mit svar. For det er, alt det sødsuppe fyren lire af, vi falder for. Jeg vil holde dig i hånden, når du bliver bange.. Dine øjne er dybe som skovsøer... Du er smuk i måneskin.
Sikke noget fis! Min veninde sagde i dag, de tror bare man skal have "et dyt i bamsen" også er den hjemme..
I centret gik der en mand rundt, måske var han ikke helt ved sine fulde 5, men han gik rundt og sagde. Hva vil du há, ja, hva vil du há. Det sgu et meget godt spørgsmål!
Jeg vil have noget  indre fred! Jeg vil finde mit indre lys og min indre ro uden at der komme slibrige tilbud om kaffedrikkeri og andre "fornøjelser". Jeg skal nok selv sige til, når jeg er klar til "kaffe" og når den tid kommer skal jeg også nok selv vælge, hvem der skal drikkes kaffe med!
Nu er det på tide, jeg får et forhold til mig selv. Det er på tide, jeg finder ud af hvilken størrelse, jeg er blevet til i de seneste år, for jeg har haft alt for travlt til at mærke efter, hvad jeg ville og hvem jeg egentlig var. Og det er nok fejlen hos mig og hos mange flere. Vi glemmer at mærke efter og pludselig vågner vi op og er nogle helt andre end dem vi troede, vi var.
Så ro på med dating, jeg er slet slet ikke klar, og jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde bliver det!

Min egen hyldest til folk som Jim Lyngvild

Jeg undre mig i dan grad over den meget uheldige tendens der er begyndt at røre på sig. Tendensen der lyder: Jeg kan skrive og dermed sige, hvad jeg har lyst til på nettet, i blogs, på facebook, i forskellige kommentar i aviser og i sladderbladene. Og der er INGEN der kan røre mig! Bitterfissen Bethany har en masse stærke holdninger om mange kendte og fedt hun/han har det, bare sørgeligt at han/hun gemmer sig. Jeg skriver han/hun, for ingen ved jo, hvem det er. På en måde meget fed taktik, men rigtig øv, at man ikke vil sætte sit ansigt på de stærke meninger. I diverse aviser kommenterer folk forskellige artikler i mere elller mindre heldige vendinger, jeg synes, det er fint man giver sin mening til kende, men hold en ordentlig tone. På facebook sviner folk hinanden til på kryds og tværs. Jeg tænker, der sidder et menneske på den anden side af skærmen og kan kun se til at "hele verden" kan læse grimme ting om én. Ting som måske ikke engang passer. Det er ikke okay, for ofte kender angriberen ikke sit offer så godt som de selv tror. På nettet bliver der lavet hadegrupper og folk melder sig lystigt ind i disse, jeg forstår det ikke.

Det store internet har bragt mange velsignet ting med sig, desværre er der også en minus side, det er lettere at mobbe sit offer på You Tube og man har ingen kontrol over, hvad der bliver lagt ud om én. Unge lægge voldsomme ting ud om hinanden, og jeg tror virkelig ikke, de fatter konsekvensen af dette.
Det er muligt, at jeg er naiv, so be it!

Da jeg var barn blev folk også mobbet, det stod på i en periode, også var det væk. Ikke for dem det gik ud over, men man kunne ikke hive det frem igen og igen, som i dag.

Hvorfor er der en tendens til at måtte sige alt muligt om andre?
Kendte som man ikke kender?

Er det "lovligt" fordi de er kendte? Jim Lyngvild er kendt for mange ting, men han er også et menneske med følelser og drømme. Drømme han deler med Danmark, måske er det hans inderste tanker han så gavmildt deler. Og det må man gerne gøre grin med eller hva? Uanset hvad man må mene, er Lyngvild da et lyspunkt i en meget grå og korrekt verden. Det er ikke tilfældig, at jeg lige nævner ham. Jeg synes, han er fantastisk! Han tør sætte sig ud over mændgen og bygger et fantastisk hus. Måske vågnede han en dag og tænkte: Jeg bygger mig et hus, hvor der er plads til en lille håndfuld venner. Fedt! Lyngvild lever sine drømme ud! Det må man da have respekt for! Et dansk ugeblad kåre ugens brandert, men har vi ikke alle båret en kæmpe brandert hjem?? Hvorfor er det mere interessant, at det er Frederik Fetterlein der bære den? Har manden ikke nok at bære på? Jeg køber ikke omtalte blad! Jeg nægter at spilde mine sparepenge på et blad, der udelukket går efter folks svage punkter. Det er ikke god stil!

Et ordsprog siger: Hvis du ikke kan sige noget pænt, så ti stille :0) Måske skulle vi alle prøve at efterleve det.

Til min bedste ven!

Du er min bedste ven, sådan vil det altid være. Jeg føler, jeg dør indeni, sandet siver lige så langsomt ud mellem mine fingre.Det er hårdt at miste min bedste ven, det er hårdt at se det menneske som kender mig bedst glide ud af min verden. Du lover mig, du altid vil være der og jeg må tro på det, for hvad skal jeg ellers tro på lige nu. Aldrig havde jeg troet , vi skulle komme hertil, men nu står vi her med tæerne dybt begravet i sandet mens vandet skyller ind over og tager alt ondskaben og de grimme ord mellem os med ud på det store hav.
For alle de hårde ord, undskyld! For alt sorgen, undskyld!
Hvordan kan jeg glædes, når mine øjne er fyldt med dråber?!
Som i brødrene Løvehjerte sætter jeg den hvide due fri og med den et løfte om aldrig at glemme de gode  stunder mellem os.

Når Nynne larmer

Ja, så skete det så igen. Og jeg kan sagtens beklage, men hvorfor skulle jeg det.
Vi har været til forældremøde og her hidsede jeg mig lidt op, ikke meget og ikke engang helt op i det røde, men tæt på.
Jeg har været i forældrerådet i Simons klasse, jeg har arbejdet hårdt og længe for klassen. Jeg har lavet et kommunikationsspil til klassen, jeg har undervist dem i diabetes, da der er en dreng i klassen som lider af det. Så ungerne nu ved, hvad de skal gøre, hvis knægten går sukkerkold. Jeg har været med til at danne madgrupper og holdt middag, for derefter at finde ud af alle andre forældre end forældrerådet boykottede projektet. Men andre ord, jeg har lagt blod, sved og tåre for de unger.
Til mødet er der så en der stiller sig op og siger til mig, da jeg stiller kritiske spørgsmål. Hvorfor melder du dig så ikke ind i rådet?!
MIG??????? Det gjorde jeg faktiske også.
Også skal jeg da lige love for filmen knækkede og jeg råbte lidt og svedte lidt og svingede i synet på hende, hvad jeg havde gjort for klassen, mens alle andre bare sad og pillede navle.
Så siger hun til mig: Jeg synes du snerre .... Guuuud det må du sørme undskylde!
Ja, jeg brændte lidt ud og ja jeg råbte og ja for fanden, jeg blev vred!
Min meget gode veninde siger tit til mig: De hører ikke hvad du siger, kun at du råber.
Og det ved jeg godt, men når jeg bliver så vred, kan jeg bare ikke styrer mit stemmeleje.
Min mand ville ønske, jeg kunne tie stille bare engang i mellem og det vil jeg så gerne, men det går bare ikke!
Jeg prøvede virkelig hårdt og længe, men det er så svært!
Så hvad skal jeg gøre????
Skal jeg ligge mig ned og spille død og lade alle mine guldkorn gå til spilde eller skal jeg blive uvenner med min mand og følge mine dyriske lyster og bide fra mig, når jeg føler mig angrebet?? What to do?!
Jeg ville ønske, jeg kunne finde en gylden middelvej, men omvendt kan jeg ikke lave om på mig selv for at please resten af verden og slet ikke, når jeg ved jeg har ret!
Den er svær og jeg vil i fremtiden komme til at råbe min vrede ud mange gange selvom jeg aktivt prøver at tie og samtykke.
Det egentlige spørgsmål her er vel egentlig, hvad jeg kan stå inde for. Og surprise. Jeg står inde for mig! Så må resten af verden sgu komme ind i kampen og hoppe ud af deres små navlenullerier.

Og skuffelsen stod malet

Man glæders over forskellige ting, nogle over mad, andre over nyt job og andre igen over helt andre ting. Fælles for alle disse glædes fornøjelser er risikoen for at blive skuffet. Og jeg er hårdt ramt! Som de fleste som kender mig godt ved, stiller jeg høje krav til mig selv, og til mine omgivelser. Jeg kræver ærlighed og loyalitet, sammenhold og en ydeevner ud fra den enkeltes bedste. Jeg syntes ikke, det er for meget forlangt, for det er hvad folk kan forvente af mig. Mine venner, min familie og mine arbejdskollegere. Selvsagt bliver jeg skuffet gang på gang.
Jeg er fek.s dybt skuffet over den nye regering, skuffet over arbejdssituationen og boligsituationen i Danmark. Ja, bevares vi har det da godt, ingen tvivl om det. Jeg mener bare, at nu Helle Thorning står og lover alverdens ting, kunne hun sgu da godt bare holde et af løfterne! Alle vores politikkere valfarter til fest på slottet hos vores alle sammen ynglings bistandsklienter, med kors, bånd og stjerner. Kunne man evt. forestiller sig, at man brugte nogle af alle pengene til et, mmmmm, noget mere personale i daginstitutionerne? Eller måske et fixerum til narkomanerne? Jeg ved godt, at en lille fest ikke kan dække disse udgifter. Jeg forestiller mig bare, at kongehuset fek.s begyndte at betale deres knald selv, ved ja, arbejde? 
Når jeg foreslå dette siger folk til mig, men Nynne, de arbejder jo for Danmark. Jeg synes kun, jeg ser Mary og Frederik holder ferie og hvis Frede-drengen laver noget, åbner han et eller andet og spiser middag efterfgl. Jeg er så træt af at høre monarkiet er godt for Danmark, hvordan ved vi det anderledes, vi har aldrig prøvet det. Min omgangskreds siger til mig, så skal vi have en præsident og det bliver ligeså dyrt, men det behøver vi jo ikke. Vi har en statsminister og hun (Margrethe Vestager), bestemmer i forvejen. 
Så er der boligsituationen i Danmark, hvad sker der lige for 30 års ventetid til en lejlighed. Måske det indikerer, at der er for få lejligheder?? Men det er nok bare mig der ser sort på hele boligsituationen... 
Jeg bor i Brøndby Strand og nogle mener det er en ghetto, men vi ligger ikke på ghettolisten.
Til gengæld mener jeg, at der findes en anden slags ghetto, nemlig whisky-ghettoerne, og her taler vi Gentofte, Hellerup, Holte, osv,  kan I følge mig??

De laver en ghetto, hvor man siger, vi vil kun have forholdsvis rige mennesker ind, som kan købe egen bolig, pengestærke folk, hedder der vist. Vi vil kun have kernefamilier ind, far, mor og barn, ingen slinger i valsen, og gud forbyde I træder ved siden af. Og alligevel er der kriminelle i det område. det er bare pengekriminelle, og det er ikke lige så slemt, som hvis du banker gamle Fru Jensen ned eller misbruger lille Sofie. Niks, det er meget værre og det straffes med længere fængselsstraf. Jeg undres! 

Som sagt, nogen bliver skuffet over aftens menu. Jeg bliver skuffet, over vi betaler politikkere, direktør og kongehuset en kæmpe løn eller noget så fint som apanage, også sejler resten af Danmark rundt i en lille sø af mudret vand, hvis egentlige ord er knap så fint som apanage. 

Og arbejdssituationen, helt ærligt! Man skal, når man er ledig, søge 2 job om ugen.Men der er ingen job, siger folk. Jo, det er der såmænd. Jeg får en mail hver dag, hvor der er alt fra 50-90 job, man kan søge. Ca. halvdelen ligger i Jylland, nederen! Og resten er jeg ikke kvalificeret til, eller også er jeg overkvalificeret. Så tænker jeg, jeg tager en ny uddannelse, så jeg kan kvalificeret mig til dette job. Men så har jeg ikke uddannelse nok, og jeg har 4?! Jeg har bare de forkerte uddannelser. Jeg har uddannelser, hvor det handler om menneskers ve og vel.  Okay, så tager jeg det en lille fag, jeg mangler, som jeg har haft, men har den forkerte eksamen til. Men vupti, så udbydes det ikke mere og man kan ikke tage det. Det er mystisk! Nå, jeg må finde på noget andet. Også rammer man muren stoooop, SU! Hvad sker der lige for SU????? Man kan jo hverken leve eller dø af SU, også klager man over man ikke kan få kvalificeret folk til diverse jobs?! Jeg undres!

Desværre nåede John Mogensen at dø før jeg var stor nok til at fatte, hvad det hel gik ud på, til alt held har jeg en far, som synes John Mogensen var temmelig genial, så jeg er opvokset med hans tekster og jeg kan helt sikkert sige:

DER ER NOGET GALT I DANMARK!

Realitystjerner, åhh Gud, hvorfor?????

Hvem har dog opfundet denne forherligelse af mennesker? Hvorfor mener nogle, at det er nødvendigt at udstille al sin gøren og laden til det ganske folk? Jeg kommer aldrig til at forstå denne opmærksomhedssøgen. De unge mennesker nu til dags ønsker at være kendte, men for hvad? Ja, bare for at være kendt. Selvom jeg ikke ser disse programmer, kender jeg alligevel dem alle. Amalie, Susan K, Sidney Lee, Linse og sidst, men ikke mindst min all time favorit Gustav. Denne lille skrøbelige knægt med et ego så stort, kom i mine moder arme og lad mig passe på dig, det må der i den grad være nogen, der har glemt at gøre!
Jeg synes, det er sørgeligt at en køn pige som Amalie gang på gang udtaler sig så uintelligent. Jeg kan ikke rigtig regne ud om det er, fordi hun bare ikke har større viden, eller om hun tager røven gevaldigt på alt og alle. Jeg håber i den grad det sidste, for ellers er det jo direkte tragisk!
Da Sidney Lee stod frem og sagde hele situationen omkring ham var fake, et eksperiment for at se, hvor langt man kunne gå som realitystjerne og hvordan folk ville tage det, tænkte jeg. Det er jo genialt, og for søren, hvor er han dog en god skuespiller. Jeg tænkte ikke det mindste over det var 1. april og derfor en aprilsnar.
Folk siger, jeg er naiv. Allright, men jeg håber sådan i mit stille sind, at alle disse Sidney Lee ´er bare er et eksperiment, men desværre tror jeg, de er kommet for at blive.
Og derfor skal jeg, når jeg går ned og handler i Netto, forklare mit barn, hvorfor der er en kæmpe reklame af en dame med nogle gigantiske kæmpe bryster på væggen udenfor Netto, og derfor skal jeg lægge øre til, når mine to sønner gengiver diskussionen mellem Honey og Gustav i Dagens mand for bøsser?! Når jeg sidder i stolen hos frisøren er ugebladene overklistret med artikler og billeder af realitystjerner, som bare synes, det er fantastisk at bo i et hus med pool, hvor man kan knalde med, hvem man vil, fordi det nærmest er en del af konceptet????!
Når jeg tænder for mit tv, hvor jeg betaler for at se diverse kanaler, kommer der reklamer for Big Brother, hvor de spørger: Vil du gå glip af dette? JA TAK FOR FANDEN, HELLERE END GERNE FAKTISK!
Jeg har i den grad ikke brug for at få min aften, hvor jeg troede, jeg skulle slappe af, forstyrret af nogle intetsigende mennesker, som syntes, det kunne være sååååå hyggeligt at bo sammen med nogle ligesindet.
Fint, så gør det, men behøver vi andre at se eller høre om det?
Når folk spørger mig, ser du Paradis hotel, er svaret nej. Også er himlen ved at falde ned. Det skulle du virkelig tage og gøre, det er så sjovt! Nej, det er det ikke!!! Jeg har ikke behov at se dårlig porno, så vil jeg sgu hellere lave min egen.
Så kære tv-selskaber og alle realitystjerner. Lav dog for Guds skyld en realitikanal, hvor I kan sende alt det reality, I orker og hvor alle dem, som syntes, det er sååååå spændende at følge med i andres liv, kan betale for denne kanal og please please, kod den, så jeg aldrig nogensinde kan komme til at se, høre eller betale for den. Så lover jeg til gengæld at gå laaaangt uden om Se og Hør og alle de andre blade, hvor jeres "stjerner" forefindes i. Jeg lover højt og helligt at forklare mine børn, hvad reality går ud på og at det må være opfundet at en person uden den mindste form for indhold i sit liv og derfor har et absurd behov for at følge med i andres ligeså kedelige og intetsigende liv.

Kært barn har mange navne.

Hver lørdag, når Søndagsavisen er kommet, læser jeg klummen "Den lille fede". Det gør jeg af flere årsager, dels synes jeg forfatteren er super morsom og så fordi jeg levende kan sætte mig ind i de prøvelser, hun kommer ud for, som mor.
Jeg har lige læst at "Den lille fede" skal have nyt kælenavn og her kommer jeg så til at tænke på de kælenavne jeg giver folk, og mine børn.
Lige for tiden er mine børn øgleungerne i daglig omtale, Simon har altid heddet Le Garfunkels, Mathias har altid hedder Tubbe og Mathilde er Loppe. Så er der jo alle de andre, skat, nus, nutti, søde, sweeti osv. osv. Michael er Mich.
Jeg tænker tilbage på min sprøde ungdom, hvor jeg boede i ejendom med et par som kaldte hinanden, akaciemus og akacieblomst og alle mulige afskygninger med akacie. Jeg vidste ikke, hvad akacie var, men syntes bare det lyder kvalmende sødt. Nu ved jeg, det er honning, så er det jo ikke underligt, at det lød lidt for sødt.
I min skoletid lavede folk mit navn om til grimme øgenavne, Nynne Tønde, Nynne Bønne osv. Ikke særlig sødt. Det er først som voksen jeg har fået flere flatterende kælenavne, loppemor, Nynnepige, Skatter og mange mange flere. Dem foretrækker jeg naturligvis. Et af dem jeg savner fra min barndom er Nynnemor, men det har noget med personen som kaldte mig det at gøre. Min faster som på så mange måde var sådan et menneske, jeg ønsker at være. Glad, overbærende, dejlig og rolig.
I børnehaven og vuggestuen har mine "ynglings" allerede fået navne, flyvebaby, smukkepigen, lillemanden, Ja kært barn har mange navne, nogle yndigere end andre, men uanset hvad, så er der bare nogle kælenavne, der følger én i lang tid. Og på trods af alle mulige og umulige navne må vi indse, at vi giver folk, vi holder af kælenavne og dem vi ikke kan lide får grimme øgenavne. Det er nok derfor de fleste politikkere får øgenavne. I mit stille sind tænker jeg, at hvis en eller anden gider bruge tid på at finde et navn, kæle eller øge til dig, så har man gjort en eller anden forskel i vedkommendes liv både på godt og ondt, og man bliver helt sikkert ikke glemt. Og det må til en vis grad være meningen med livet, at blive husket i et vis omfang.