Når Nynne larmer

Ja, så skete det så igen. Og jeg kan sagtens beklage, men hvorfor skulle jeg det.
Vi har været til forældremøde og her hidsede jeg mig lidt op, ikke meget og ikke engang helt op i det røde, men tæt på.
Jeg har været i forældrerådet i Simons klasse, jeg har arbejdet hårdt og længe for klassen. Jeg har lavet et kommunikationsspil til klassen, jeg har undervist dem i diabetes, da der er en dreng i klassen som lider af det. Så ungerne nu ved, hvad de skal gøre, hvis knægten går sukkerkold. Jeg har været med til at danne madgrupper og holdt middag, for derefter at finde ud af alle andre forældre end forældrerådet boykottede projektet. Men andre ord, jeg har lagt blod, sved og tåre for de unger.
Til mødet er der så en der stiller sig op og siger til mig, da jeg stiller kritiske spørgsmål. Hvorfor melder du dig så ikke ind i rådet?!
MIG??????? Det gjorde jeg faktiske også.
Også skal jeg da lige love for filmen knækkede og jeg råbte lidt og svedte lidt og svingede i synet på hende, hvad jeg havde gjort for klassen, mens alle andre bare sad og pillede navle.
Så siger hun til mig: Jeg synes du snerre .... Guuuud det må du sørme undskylde!
Ja, jeg brændte lidt ud og ja jeg råbte og ja for fanden, jeg blev vred!
Min meget gode veninde siger tit til mig: De hører ikke hvad du siger, kun at du råber.
Og det ved jeg godt, men når jeg bliver så vred, kan jeg bare ikke styrer mit stemmeleje.
Min mand ville ønske, jeg kunne tie stille bare engang i mellem og det vil jeg så gerne, men det går bare ikke!
Jeg prøvede virkelig hårdt og længe, men det er så svært!
Så hvad skal jeg gøre????
Skal jeg ligge mig ned og spille død og lade alle mine guldkorn gå til spilde eller skal jeg blive uvenner med min mand og følge mine dyriske lyster og bide fra mig, når jeg føler mig angrebet?? What to do?!
Jeg ville ønske, jeg kunne finde en gylden middelvej, men omvendt kan jeg ikke lave om på mig selv for at please resten af verden og slet ikke, når jeg ved jeg har ret!
Den er svær og jeg vil i fremtiden komme til at råbe min vrede ud mange gange selvom jeg aktivt prøver at tie og samtykke.
Det egentlige spørgsmål her er vel egentlig, hvad jeg kan stå inde for. Og surprise. Jeg står inde for mig! Så må resten af verden sgu komme ind i kampen og hoppe ud af deres små navlenullerier.