Du er min bedste ven, sådan vil det altid være. Jeg føler, jeg dør indeni, sandet siver lige så langsomt ud mellem mine fingre.Det er hårdt at miste min bedste ven, det er hårdt at se det menneske som kender mig bedst glide ud af min verden. Du lover mig, du altid vil være der og jeg må tro på det, for hvad skal jeg ellers tro på lige nu. Aldrig havde jeg troet , vi skulle komme hertil, men nu står vi her med tæerne dybt begravet i sandet mens vandet skyller ind over og tager alt ondskaben og de grimme ord mellem os med ud på det store hav.
For alle de hårde ord, undskyld! For alt sorgen, undskyld!
Hvordan kan jeg glædes, når mine øjne er fyldt med dråber?!
Som i brødrene Løvehjerte sætter jeg den hvide due fri og med den et løfte om aldrig at glemme de gode stunder mellem os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar