Min egen hyldest til folk som Jim Lyngvild

Jeg undre mig i dan grad over den meget uheldige tendens der er begyndt at røre på sig. Tendensen der lyder: Jeg kan skrive og dermed sige, hvad jeg har lyst til på nettet, i blogs, på facebook, i forskellige kommentar i aviser og i sladderbladene. Og der er INGEN der kan røre mig! Bitterfissen Bethany har en masse stærke holdninger om mange kendte og fedt hun/han har det, bare sørgeligt at han/hun gemmer sig. Jeg skriver han/hun, for ingen ved jo, hvem det er. På en måde meget fed taktik, men rigtig øv, at man ikke vil sætte sit ansigt på de stærke meninger. I diverse aviser kommenterer folk forskellige artikler i mere elller mindre heldige vendinger, jeg synes, det er fint man giver sin mening til kende, men hold en ordentlig tone. På facebook sviner folk hinanden til på kryds og tværs. Jeg tænker, der sidder et menneske på den anden side af skærmen og kan kun se til at "hele verden" kan læse grimme ting om én. Ting som måske ikke engang passer. Det er ikke okay, for ofte kender angriberen ikke sit offer så godt som de selv tror. På nettet bliver der lavet hadegrupper og folk melder sig lystigt ind i disse, jeg forstår det ikke.

Det store internet har bragt mange velsignet ting med sig, desværre er der også en minus side, det er lettere at mobbe sit offer på You Tube og man har ingen kontrol over, hvad der bliver lagt ud om én. Unge lægge voldsomme ting ud om hinanden, og jeg tror virkelig ikke, de fatter konsekvensen af dette.
Det er muligt, at jeg er naiv, so be it!

Da jeg var barn blev folk også mobbet, det stod på i en periode, også var det væk. Ikke for dem det gik ud over, men man kunne ikke hive det frem igen og igen, som i dag.

Hvorfor er der en tendens til at måtte sige alt muligt om andre?
Kendte som man ikke kender?

Er det "lovligt" fordi de er kendte? Jim Lyngvild er kendt for mange ting, men han er også et menneske med følelser og drømme. Drømme han deler med Danmark, måske er det hans inderste tanker han så gavmildt deler. Og det må man gerne gøre grin med eller hva? Uanset hvad man må mene, er Lyngvild da et lyspunkt i en meget grå og korrekt verden. Det er ikke tilfældig, at jeg lige nævner ham. Jeg synes, han er fantastisk! Han tør sætte sig ud over mændgen og bygger et fantastisk hus. Måske vågnede han en dag og tænkte: Jeg bygger mig et hus, hvor der er plads til en lille håndfuld venner. Fedt! Lyngvild lever sine drømme ud! Det må man da have respekt for! Et dansk ugeblad kåre ugens brandert, men har vi ikke alle båret en kæmpe brandert hjem?? Hvorfor er det mere interessant, at det er Frederik Fetterlein der bære den? Har manden ikke nok at bære på? Jeg køber ikke omtalte blad! Jeg nægter at spilde mine sparepenge på et blad, der udelukket går efter folks svage punkter. Det er ikke god stil!

Et ordsprog siger: Hvis du ikke kan sige noget pænt, så ti stille :0) Måske skulle vi alle prøve at efterleve det.

Til min bedste ven!

Du er min bedste ven, sådan vil det altid være. Jeg føler, jeg dør indeni, sandet siver lige så langsomt ud mellem mine fingre.Det er hårdt at miste min bedste ven, det er hårdt at se det menneske som kender mig bedst glide ud af min verden. Du lover mig, du altid vil være der og jeg må tro på det, for hvad skal jeg ellers tro på lige nu. Aldrig havde jeg troet , vi skulle komme hertil, men nu står vi her med tæerne dybt begravet i sandet mens vandet skyller ind over og tager alt ondskaben og de grimme ord mellem os med ud på det store hav.
For alle de hårde ord, undskyld! For alt sorgen, undskyld!
Hvordan kan jeg glædes, når mine øjne er fyldt med dråber?!
Som i brødrene Løvehjerte sætter jeg den hvide due fri og med den et løfte om aldrig at glemme de gode  stunder mellem os.

Når Nynne larmer

Ja, så skete det så igen. Og jeg kan sagtens beklage, men hvorfor skulle jeg det.
Vi har været til forældremøde og her hidsede jeg mig lidt op, ikke meget og ikke engang helt op i det røde, men tæt på.
Jeg har været i forældrerådet i Simons klasse, jeg har arbejdet hårdt og længe for klassen. Jeg har lavet et kommunikationsspil til klassen, jeg har undervist dem i diabetes, da der er en dreng i klassen som lider af det. Så ungerne nu ved, hvad de skal gøre, hvis knægten går sukkerkold. Jeg har været med til at danne madgrupper og holdt middag, for derefter at finde ud af alle andre forældre end forældrerådet boykottede projektet. Men andre ord, jeg har lagt blod, sved og tåre for de unger.
Til mødet er der så en der stiller sig op og siger til mig, da jeg stiller kritiske spørgsmål. Hvorfor melder du dig så ikke ind i rådet?!
MIG??????? Det gjorde jeg faktiske også.
Også skal jeg da lige love for filmen knækkede og jeg råbte lidt og svedte lidt og svingede i synet på hende, hvad jeg havde gjort for klassen, mens alle andre bare sad og pillede navle.
Så siger hun til mig: Jeg synes du snerre .... Guuuud det må du sørme undskylde!
Ja, jeg brændte lidt ud og ja jeg råbte og ja for fanden, jeg blev vred!
Min meget gode veninde siger tit til mig: De hører ikke hvad du siger, kun at du råber.
Og det ved jeg godt, men når jeg bliver så vred, kan jeg bare ikke styrer mit stemmeleje.
Min mand ville ønske, jeg kunne tie stille bare engang i mellem og det vil jeg så gerne, men det går bare ikke!
Jeg prøvede virkelig hårdt og længe, men det er så svært!
Så hvad skal jeg gøre????
Skal jeg ligge mig ned og spille død og lade alle mine guldkorn gå til spilde eller skal jeg blive uvenner med min mand og følge mine dyriske lyster og bide fra mig, når jeg føler mig angrebet?? What to do?!
Jeg ville ønske, jeg kunne finde en gylden middelvej, men omvendt kan jeg ikke lave om på mig selv for at please resten af verden og slet ikke, når jeg ved jeg har ret!
Den er svær og jeg vil i fremtiden komme til at råbe min vrede ud mange gange selvom jeg aktivt prøver at tie og samtykke.
Det egentlige spørgsmål her er vel egentlig, hvad jeg kan stå inde for. Og surprise. Jeg står inde for mig! Så må resten af verden sgu komme ind i kampen og hoppe ud af deres små navlenullerier.