Kært barn har mange navne.

Hver lørdag, når Søndagsavisen er kommet, læser jeg klummen "Den lille fede". Det gør jeg af flere årsager, dels synes jeg forfatteren er super morsom og så fordi jeg levende kan sætte mig ind i de prøvelser, hun kommer ud for, som mor.
Jeg har lige læst at "Den lille fede" skal have nyt kælenavn og her kommer jeg så til at tænke på de kælenavne jeg giver folk, og mine børn.
Lige for tiden er mine børn øgleungerne i daglig omtale, Simon har altid heddet Le Garfunkels, Mathias har altid hedder Tubbe og Mathilde er Loppe. Så er der jo alle de andre, skat, nus, nutti, søde, sweeti osv. osv. Michael er Mich.
Jeg tænker tilbage på min sprøde ungdom, hvor jeg boede i ejendom med et par som kaldte hinanden, akaciemus og akacieblomst og alle mulige afskygninger med akacie. Jeg vidste ikke, hvad akacie var, men syntes bare det lyder kvalmende sødt. Nu ved jeg, det er honning, så er det jo ikke underligt, at det lød lidt for sødt.
I min skoletid lavede folk mit navn om til grimme øgenavne, Nynne Tønde, Nynne Bønne osv. Ikke særlig sødt. Det er først som voksen jeg har fået flere flatterende kælenavne, loppemor, Nynnepige, Skatter og mange mange flere. Dem foretrækker jeg naturligvis. Et af dem jeg savner fra min barndom er Nynnemor, men det har noget med personen som kaldte mig det at gøre. Min faster som på så mange måde var sådan et menneske, jeg ønsker at være. Glad, overbærende, dejlig og rolig.
I børnehaven og vuggestuen har mine "ynglings" allerede fået navne, flyvebaby, smukkepigen, lillemanden, Ja kært barn har mange navne, nogle yndigere end andre, men uanset hvad, så er der bare nogle kælenavne, der følger én i lang tid. Og på trods af alle mulige og umulige navne må vi indse, at vi giver folk, vi holder af kælenavne og dem vi ikke kan lide får grimme øgenavne. Det er nok derfor de fleste politikkere får øgenavne. I mit stille sind tænker jeg, at hvis en eller anden gider bruge tid på at finde et navn, kæle eller øge til dig, så har man gjort en eller anden forskel i vedkommendes liv både på godt og ondt, og man bliver helt sikkert ikke glemt. Og det må til en vis grad være meningen med livet, at blive husket i et vis omfang.