Den lille klistret satan

Jeg går på et kursus lige nu, hvor vi bla. har mindfullness. Vi fokuserer på at blive i nuet og det er ikke så nemt eftersom alle i ny og næ har tankemylder, hvor tankerne vælter ind uden man kan sorterer i det.
I onsdags skulle vi så lave en lille øvelse, med en rosin?! Vi får udleveret nogle rosiner og heldigvis fik jeg kun 3. En meget lille en, som så sådan lidt rådden ud, en jumborosin og en ganske harmløs tilforladelig lille rosin. Vi skal så fokuserer på denne lille rosin, vi starter med at den ligger i hånden, vi skal studerer farven, strukturen og særpræg på denne lille satan. Jeg bryder mig ikke om rosiner, de er klistret, de er mærkelige at tygge i, også er de tørret. Sidstnævnte har jeg generelt et problem med. Jeg forstår ikke hvorfor man vælger at tage en fin brugelig frugt også tørre man den??? Hvad sker der for det???? Blommer bliver til svesker, en lille bandit med afførende virkning, og så går folk rundt og kalder hinanden for sveske, hmmm, jeg kan ikke se det nuttet i dette kælenavn, hvem fanden gider være en lille tør satan, som får en til at skide???? Nåh, tilbage til rosinen. Vi studerer den og bliver i nuet, hvilke kan være ret svært når man bare ved man skal have den lille klistret i munden om lidt. Jeg lader min rosin glide lidt rundt i hånden, ved at vippe fingerene op og ned. Pludselig taber jeg min fine lille rosin og jeg udbryder " Ej, nu tabte jeg min rosin". Læren tysser på mig og siger man skal være stille og jeg skal bare tage en ny........... En ny?? Jeg har nu valget mellem den rådne og jumboen. Åhhh what to do??? Jeg vælger jumboen, jeg kan ikke sidde med en rådden rosin, det er bare for klamt. Læren siger nu at vi skal nulre den. Nulre den! Helt ærlig mand, også skal vi tage den op til øret og lytte om den har en lyd. Mens vi sidder der udbryder hun pludseligt, " Min har en navle". På det tidspunkt har jeg seriøst lyst til at løbe skrigende væk. Så siger hun det unævnelige og uundgåelige. Vi skal tage den i munden. Ahhhhhhh, min hals snører sig sammen, mit mundvand forsvinder og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg løfter hånden op i øjenhøjde og stirre på rosinen, hvorefter jeg kaster den ind, mens jeg tænker at om lidt kan jeg sluge den også er det det, men nej nej. Nu skal vi guddøme tygge på den, først i den ene side af munden også i den anden. Jeg tygger hurtigt, sluger den og slynger en halv flaske vand ned. Puha, den var vammel, klistret, sødlig og knasende. AD!
Min meget søde sidemand kan slet ikke tage det her projekt seriøst, for hun har siddet og studeret mig og er ved at kvæles af grin. Læren spørger om jeg spiste den, ja, det sagde du jo vi skulle. Så begynder hun at sige at man behøvede jo ikke spise den og bla. bla.
Jeg er rigtig kæk og siger, Helt ærligt, det jo bare en lille rosin.
Men nej, det er ikke bare en lille rosin, den er nu kommet ind på hylden hvor svesken ligger og der kan de så ligge og hygge sig gevaldigt. Den lille klistret satan og den afførende bandit.