Nu er min første vejning vel overstået. Jeg har tabt mig 900 gram på 1 uge, og jeg er meget tilfreds.
Det har ikke været uden blod, sved og tårer, det har været rigtigt hårdt at lægge sin kost om på den måde. Man skal spise 200-300 gram grønsager 2 x om dagen og man må kun få 60 gram brød. Normalt er jeg ikke specielt glad for rugbrød, men jeg er mægtig glad for krydderboller og franskbrød, helst hjemmebagt med iskoldt smør og jordbærmarmelade. Det spiser jeg slet slet ikke mere, men til gengæld er mine 60 gram rugbrød blevet mit drug, gerne ristet med lidt revet ost på. Og jeg har stor problemer med at holde mig til 60 gram, det er meget mystisk, for så godt smager rugbrød altså heller ikke, men det er som om, når der er noget man ikke må få, bliver man afhængig af det på en helt særlig måde.
Grønsagerne er okay, man tygger bare helt enormt meget og man føler, man aldrig bliver færdig.
Min chokolade er helt væk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har spist det, og når jeg begynder at overveje at købe det, bliver jeg helt vildt nærig. Og beslutter mig ret hurtigt for, at mine penge ikke skal ommøbleres til chokolade, som jo bare ender på mine hofter.
Det er sundt for mig at jeg har en som svinger pisken over mig. Jeg ville finde det meget pinligt og meget ydmygende at have taget på, når vægttabet bliver læst op. Og derfor vil jeg på trods af blod sved og tårer kæmpe videre og undertrykke enhver trang til hvidt brød, hvid sukker, kager, isvafler, chips, og alt det som jeg før i tiden fyldt mig med uden at tænke over konsekvensen, som før eller siden rammer med 100 i timen i form af en gigantisk kællinglussing.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar